Bliv medlem af Eurojuris Danmark

Verden og advokatverdenen er under stadig forandring, og et netværk – internationalt som nationelt – er klart en styrke for den lille eller mellemstore advokatvirksomhed. Eurojuris er en fremtidsorienteret samarbejdsmodel til gavn for klienten...


1: Den internationale del - med internationale relationer

Eurojuris Danmark er en del af et internationalt samarbejde/netværk – Eurojuris International – bestående af ca. 4.500 advokater i Europa og med forbindelser over det meste af verden. Der er repræsentation i mere end625 byer i Europa.

En af fordelene ved den internationale del – ud over at de enkelte medlemmer kan opnå internationale relationer – er såvel den markedsføringsmæssige værdi som den faktiske værdi af at kunne være repræsenteret i langt de fleste europæiske lande.

Der er opstillet et sæt internationale regler, der omhandler kvalitet og reaktionstider i forhold til de opgaver, der behandles af en Eurojuris-kollega. Dette indebærer bl.a. en besvarelse inden for 24 timer efter, at en konkret opgave er stillet en Eurojuris-kollega.

Vi sender flere og flere sager til Eurojuris-kollegaer rundt om i Europa og modtager tilsvarende sager fra kollegaerne til behandling i Danmark.

Der afholdes løbende internationale møder, hvor der er lejlighed til at møde kollegaer og deltage i forskellige workshops, som det enkelte Eurojuris-medlem måtte have en særlig interesse i.


2: Inkassosamarbejde

I Eurojuris Danmark har vi et velfungerende inkassosamarbejde, der indebærer, at sager sendes til den Eurojuris-kollega, der dækker det distrikt, hvor debitor er hjemmeboende. Retningslinier og salær for sagernes behandling er forud fastsat.

Der er tilknyttet konsulentordning til inkassosamarbejdet, der indebærer direkte henvendelse hos debitor – også til et forud fastsat honorar. I inkassoarbejdet er Eurojuris landsdækkende og kan ad den vej tiltrække også større kunder med et landsdækkende inkassobehov.


3: Fælles hjemmeside for Eurojuris Danmark - med link til de enkelte Eurojuris-kontorer landet over.

www.eurojuris.dk er en præsentation af Eurojuris Danmark – advokater med international og dansk ekspertise samt links til de deltagende kontorer i Danmark. Et godt produkt i markedsføringsmæssig henseende.

Der foreligger endvidere fælles brochuremateriale, som det enkelte medlem kan anvende markedsføringsmæssigt i forhold til klienter.

Herudover er der ingen landsdækkende markedsføring af Eurojuris Danmark, idet der lægges afgørende vægt på det enkelte kontors ønske om og ret til profilering uden overordnede bindinger. Der er alene krav om, at medlemskontorerne ”skilter” med deres medlemskab af Eurojuris i form af, at Eurojuris-logoet forefindes på brevpapiret.


4: Kvalitetssikringsmateriale

Der er i Eurojuris-regi udarbejdet et kvalitetssikringsmateriale, som stilles til disposition for de enkelte kontorer, og som er af så god standard, at det bl.a. har været basis for en iso-certificering af et af medlemskontorerne.

Vi lægger vægt på frivillighed frem for tvang. Dette indebærer, at kvalitetssikringsmaterialet er et tilbud til medlemmerne og også en opfordring til medlemmerne om at gøre brug af produktet, men som sagt under behørig hensyntagen og respekt for det enkelte kontors ressourcer til at implementere systemerne.


5: Deling af viden

I Eurojuris Danmark er der etableret et Extraweb (lukket forum via Internettet) forbeholdt medlemmerne. Via vores Extraweb fremsendes meddelelser fra foreningen til medlemmer, ligesom der er påbegyndt en opbygning af paradigmaer til gavn for medlemmerne. Da opbygningen af paradigmaer lig anvendelsen af kvalitetssikringsmaterialet er baseret meget på frivillighed, er opbygningen naturligvis ikke større end den frivillighed og arbejdsiver, som medlemmerne ønsker at bidrage med.

Det er fortsat tanken at søge Extraweb udbygget, således at enkelte medlemskontorer ikke, hver gang, de møder en ny problemstilling, ”skal opfinde den dybe tallerken”, men kan trække på allerede tilgængelige paradigmaer eller alternativt kolleger, der allerede tidligere har været ude for samme problemstilling.


6: Kursusudvalg

Med såvel fagligt som socialt sigte har Eurojuris et kursusudvalg, der afholder flere kurser om året. Både for jurister og sekretærer. Jo større deltagelse – jo lavere pris. Deltagerprisen er under alle omstændigheder yderst konkurrencedygtig i forhold til de af Advokat-samfundet tilbudte kurser. På kurserne er der samtidig lejlighed til at udveksle erfaringer fra hverdagen.
 

7: Jurismus - De unge juristers netværk i netværket

Jurismus International er et unikt netværk for advokater og advokatfuldmægtige, der er under 35 år, og som arbejder på et af de ca. 625 Eurojuris kontorer i Europa.

Formålet med Jurismus er at give unge jurister en indgangsvinkel til Eurojuris International, således at unge jurister kan mødes i et særskilt forum, udveksle erfaring og viden samt stifte sociale bekendtskaber og fagligt netværk på nationalt plan såvel som på tværs af landegrænser.

Jurismus er organiseret med en international generalforsamling og bestyrelse samt med en national repræsentant, som er ansvarlig for kommunikation og koordinering i de enkelte medlemslande. Der er ingen optagelseskrav udover ovennævnte aldersgrænse og der findes ingen formel indmeldelse, blot løbende tilmelding til de årlige arrangementer.

Medlemmerne af Jurismus International mødes som minimum to gange årligt: Ved det årlige Jurismus møde i juni samt ved Eurojuris Internationals årsmøde i november. Det årlige Jurismus møde arrangeres af forskellige medlemslande hvert år med forskellige juridiske og fagligt relevante temaer for unge jurister. Der deltager typisk mellem 30 og 50 unge jurister fra mindst 10 forskellige lande på disse møder.

Jurismus eksisterer desuden som selvstændige netværk i visse lande eller som netværk af medlemmer fra en mindre gruppe af lande. Således eksisterer blandt andet et nordisk Jurismus netværk, som mødes årligt og på skift i de fire medlemslande, Finland, Norge, Sverige og Danmark.

I Jurismus International findes endvidere et internationalt udvekslingsprogram, hvor unge jurister kan komme på udveksling i mellem 1 og 4 uger på et andet advokatkontor i Europa. Der stilles ikke krav om, at der samtidig sker udveksling den anden vej.

 
De uformelle værdier

I vægtskålen til fordel for et medlemskab tæller også:

  • Hyggeligt samvær
  • Ansigter på kolleger – og ikke mindst
  • En overkommelig kontingentbetaling til foreningen.
    Kontingentet er i dag årligt kr. 8.000 pr. kontorinkl. én advokat, samt kr. 3.000 pr. efterfølgende advokat,men med en max. betaling pr. årpå kr. 50.000pr. kontor.

Verden og advokatverden er under stadig forandring, og et netværk – internationalt som nationelt – er klart en styrke for det lille eller mellemstore advokatkontor.

Har ovennævnte vakt din interesse, er du velkommen til at henvende dig til sekretariatet, att. advokat Michael Vesthardt, tlf. 80 20 40 80 eller info@eurojuris.dk.